Det invasive rovdyr skal ikke have lov til at brede sig på Fyn. Derfor udsatte miljø-og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i mandags en gps-mærket mårhund, der skal afsløre sine artsfæller.
Der er i dag flere tusind mårhunde i Jylland, og vi gør alt, hvad vi kan, for at holde bestanden nede. Nu er mårhunden kommet til Fyn, og her skal den hverken have lov til at brede sig eller sprede sig videre til Sjælland. Den er en trussel mod vores natur, og vi skal have bugt med bæstet. Derfor intensiverer vi nu jagten.
Det sagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, da han mandag den 26. november slap en såkaldt »judasmårhund« løs på et areal tilhørende Wedellsborg Gods på Vestfyn.
Den udsatte mårhund, der er udstyret med et gps-halsbånd, skal lokke en mage til. Når parret så er fanget, bliver de skilt ad. Magen og eventuelle andre mårhunde bliver aflivet, og judasdyret bliver sendt af sted igen.
Læs mere fra udsættelsen og om mårhunden, som nu jagtes på Fyn i næste uges LandbrugFyn. Se avisen allerede fra i dag her på hjemmesiden.