Efter en mildest talt træg start på såningssæsonen for hvede i USA har vejret nu ændret sig i en mere positiv retning for de amerikanske hvedeproducenter. Det har resulteret i en overraskende fremgang i ikke kun såning af hvede, men også i den amerikanske hvedekvalitet.
Den seneste opgørelse fra det amerikanske landbrugsministerium over afgrødesituationen i USA viser, at såningen af afgrøder på de amerikanske marker nu endelig gør et markant fremskridt. Situationen med tørke hen over den sidste del af vinteren og begyndelsen på foråret ramte især den amerikanske hvede, der stort set var umulig at få i jorden.