bannerPos

Opvasketabs versus glyphosat

Knud Jeppesen er på banen igen med en spritny video. Her forsøger han at udstille ”tidobbeltmoralen” i, at mange personer går så kraftigt efter at forbyde det relativt uskadelige glyphosat, men slet ikke tænker over, at de hver dag smider store mængder giftige og farlige stoffer ud i afløbet.

Bemærk: Denne video er blevet gennemgået af TjekDet under Mandag Morgen, som underkender dele af videoens faktuelle påstande: Artiklen kan læses her

I den forbindelse har chefredaktør Jacob Lund-Larsen kommet med dette svar.

- Det er ufatteligt, at Danmarks Naturfredningsforening ikke nævner spildevand og rensningsanlæg på deres hjemmeside, men går så hårdnakket efter os som landmænd.

Ordene falder fra landmand Knud Jeppesen fra Jelling, som har haft gang i sit eget køkkeneksperiment.

Eksperimentet går ud på at undersøge, hvor syreholdig en opvasketab egentlig er.

- Prøv lige at se her. Det er da helt vildt tankevækkende, lyder det fra landmanden, der er blevet en slags uofficiel talsmand for mange landmænd, som føler sig klemte i debatten.

Knud Jeppesen fremviser tre tallerkner med hver sin opvasketab ovenpå noget stanniol, hvor der er hældt varmt vand ovenpå. På tallerknerne er der gået henholdsvis 17, 6 og 2 timer fra han indledte eksperimentet.

På alle tre tallerkner har opvasketabberne ætset sig direkte gennem stanniolpapiret. Værst ser det ud på det 17 timers gamle eksperiment. Her er stanniolpapiret stort set forsvundet de steder, hvor der har været vand.

- Mig en gåde

- Når jeg ser sådan noget som det her, så bliver jeg frustreret. For det er mig en gåde, hvordan mange ser en så farlig fjende i eksempelvis glyfosat. Et harmløst middel som forskere bakker op om hverken er skadeligt for dyr eller mennesker. Et middel som kun går ind og påvirker fotosyntesedelen på de planter man rammer, men som har skabt det her ufattelige fjendebillede i en stor del af befolkningen. Samtidig bruger de lystigt løs af deres egen husholdningskemi, som går ud i rensningsanlæggene, hvor der hvert år finder 5.000 overløb sted, der løber direkte ud i vores vandmiljø, siger Knud Jeppesen med harme i stemmen.

- Man burde forbyde opvaskemiddel 100 år før man forbyder Roundup, hvis man vil noget med miljøet. Vi bruger vores opvaskemaskine to gange i ugen. Når vi sprøjter marken foregår det én gang om året. Hvis jeg stillede et forslag om at bruge opvaskemiddel i landbruget, så ville det aldrig nogensinde blive godkendt, lyder det fra landmanden.

Et af de værste eksempler på folks uvidenhed stammer fra en dag, hvor Knud Jeppesen lyttede til lokalradio.

Ren kemi og syre

- Der var en der havde et ”godt råd.” Vedkommende var træt af sit ukrudt i indkørslen, men ville ikke bruge Roundup, fordi det jo ifølge hende var så giftigt. Hun brugte i stedet for en blanding af eddikesyre, salt og opvaskemiddel. Jamen hallo mand. Det er jo 100.000 gange værre end at bruge Roundup. Men det viser bare igen folks uvidenhed i sådanne sager. Jeg kan huske, jeg kørte ude i marken, og jeg prøvede også at ringe ind for at komme med min mening. Men jeg kom desværre ikke igennem, siger Knud Jeppesen.

Knud Jeppesen håber, at han med eksperimentet kan få åbnet lidt flere mennesker øjne for det han selv kalder ”tidobbeltmoralen.”

- Jeg ved ikke, om folk tror, at deres opvask bliver rent, fordi maskinerne er i stand til at spule hårdt. For det er de ikke. Nej, det er ren kemi der kræves. Når vi ved, hvor meget man skal skure med en børste for at få indtørrede havregrynsrester væk, så forsvinder det kun i maskinen, fordi opvasketabs er særdeles syre- og kemikalieholdige, lyder det fra Knud Jeppesen.

Videoen kan ses på Effektivt Landbrugs facebookside. Hvis du ikke allerede følger os, kan du finde den på følgende link: facebook.com/landbrugnet fra klokken 8 lørdag morgen.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 55

Øvrige videoer

Sider: 1 - 1 (6 videoer)Prev1Next