Danish Agro tæt på ny rekord

Erik Hansen 07-02-2018 20:00:19
Danish Agro nåede regnskabsmæssigt samme høje niveau i 2017 som i rekordåret året før. Omsætningen var 31,5 milliarder og resultatet efter skat på 497 millioner kroner. Af overskuddet udbetales 31 millioner kroner til medlemmerne, i forhold til deres køb og salg hos andelsgrovvarekoncernen.
Med et overskud på 613 millioner kroner har grovvarekoncernen levet op til de fastlagte finansielle mål. Resultatet er tæt ved rekordoverskuddet fra 2016.

For Danish Agro a.m.b.a. var 2017 et erklæret år med konsolidering.

Det er lykkedes til fulde, viser årsresultat, som netop er offentliggjort. Før skat blev det på 613 millioner kroner, eller kun 13 millioner fra rekordoverskuddet i 2016. Også omsætningen på 31,5 milliarder kroner var på niveau med året før.

Danish Agros nye koncernchef Henning Haahr hæfter sig især ved værdiskabelsen, hvor koncernens egenkapital i de seneste fem år er øget med 2,8 milliarder kroner til 4,9 milliarder.

- I samme periode har vi formået at øge vor soliditet fra 22,7 til 31,4 procent. Det er vi rigtigt godt tilfredse med, pointerer Henning Haahr og oplyser, at målet er at nå en soliditet på 35 procent.

31 millioner til medlemmerne

Denne høje soliditet udløser en udlodning af overskuddet til de godt 10.000 danske landmænd, som er ejere af andelsgrovvareselskabet. Der udbetales overskud på max. 10 procent af nettooverskuddet ved en soliditetsgrad på over 25 procent, og det regnestykke giver en udlodning på 31 millioner kroner, fordelt i forhold til medlemmernes køb og salg hos Danish Agro.

- Selv om det nu er mig, som står i spidsen for videreudviklingen af Danish Agro, så følges den strategi, som allerede er sat for virksomheden. En strategi, der har afsæt i dens kultur, den finansielle målsætning og strukturudviklingen i den europæiske landbrugsbranche og følgevirksomhederne, fastslår Henning Haahr, der i efteråret afløste Danish Agros topchef gennem 30 år, Christian Junker.

I forbindelse med opkøb af grovvareforretninger i Finland, Baltikum, Polen og Tjekkiet bevægede Danish Agro-koncernen for fem-seks år siden ind i landbrugsmaskinbranchen. Disse aktiviteter er siden blevet intensiveret, ikke mindst med aftalen med Claas om import og forhandling i Skandinavien.

Foruden opkøbet af Claas-distributionsselskabet LMB Danmark A/S – nu Danish Agro Machinery A/S, er der i årets løb både købt andele og hele maskinforretninger med Claas-forhandlinger både herhjemme og i Baltikum.

Endnu er de seneste opkøb af maskinforretningerne ikke endelig godkendt af Konkurrencestyrelsen, og derfor er omsætningen herfra ikke indregnet i det netop offentliggjorte 2017-regnskab. Men alligevel viser det en stor udvikling på maskinfronten – fra 1,7 milliarder kroner i 2016 til 2,6 milliarder kroner sidste år.

- Det er vi meget stolte over, især fordi vi samtidig har formået at hente et driftsresultat på 41 millioner kroner i maskindivisionen, påpeger koncernchef Henning Haahr.

Danish Agro i tal

Mio. kroner                            2014                 2015            2016              2017

Omsætning                            24.136            28.476          31.548          31.452

Driftsresultat EBITDA                  920             1.064           1.133           1.134

Afskrivninger                              326                389              470              478

Koncernresultat før skat EBT       550                603              626              613

Koncernresultat efter skat           449                486              538              497

Balance                                 10.503            13.786          14.651          15.568

Egenkapital                             3.169             4.138           4.416           4.895

Soliditet i procent                       30,0               30,0             30,1             31,4