Dødsfald

Erik Hansen 06-02-2018 09:22:51
Maskinhandler Finn Andresen ses her ved afskedsreceptionen i 1996, hvor han efter 47 år forlod den fynske landbrugsmaskinbranche. (Foto: Erik Hansen)
En af den fynske landbrugsmaskinhandels store personligheder er gået bort, 85 år gammel. I næsten 50 år handlede Finn Andresen maskiner med de fynske landmænd.

DØDSFALD I søndags sov maskinhandler Finn Andresen, Odense, stille ind, 85 år gammel.

I 47 år var han en markant personlighed i den fynske landbrugsmaskinbranche. Allerede som 16-årig kom han i lære i faderen, Viggo Andresens, legendariske maskinforretning, I/S E. Bondo & Co. i Kongensgade midt i Odense. Efter fire år startede Finn Andresen sin egen maskinforretning på bar mark i Slagelse, blandt andet med Buhk-traktorforhandling. Men da faderen døde fire år senere, vendte Finn Andresen tilbage til Fyn, efter forretningen i Slagelse var solgt.

I 1964 etablerede han sin store maskinforretning på Nyborgvej i Odense, der senere blev udvidet med afdelinger både i Brenderup og Svendborg. Hovedforhandlingen var dengang Ford traktorer og Claas høstmaskiner, som blev solgt i et stort antal til fynske landmænd og maskinstationer.

I 1990 blev alle aktiviteterne samlet på Hvidkærvej i Odense, og tre år senere blev forretningen solgt til nevøen, Claus Andresen.

Begravelsen finder sted på fredag fra Ansgars Kirke i Odense.