Nyt topmoderne kartoffelpakkeri indviet

Mandag 20. november 2017 12:59
Et kig til Peter Anker Nielsen i det nye store kartoffelvaskeri og - pakkeri. Foto: Ulrik Larsen

Et af landets mest moderne kartoffelpakkerier blev i dag taget i brug på Aspagaarden på Lammefjorden i det nordvestlige Sjælland.

Bag pakkeriet står Aspagaarden og Storøhage Kartofler, der pr. 1. januar 2018 samler deres kræfter i et joint venture.

Hos Storøhage Kartofler har Svend Anker pakket kartofler siden 1974. Det begyndte med 100 kvadratmeter bygninger og 25 hektar jord. I dag er der tilhørende 385 hektar.

Aspagaarden fik ny ejer i 2016, da St. Frederikslund, Slagelse, med Kattegat Fonden bag sig, overtog den. Aspagaaarden er et af de helt store landbrug på Lammefjorden med cirka 500 hektar jord.

Storøhage Kartofler har flyttet sine aktiviteter over på den nye adresse på Aspagaarden, hvor der er opført et 3.400 kvadratmeter stort pakkeri indrettet med den nyeste teknologi og udstyr.

Storøhage Kartofler 2.0

- Det bliver Storøhage Kartofler version 2.0, siger Peter Anker Nielsen, tredje generation på Storøhage og administrerende direktør i det nye, fælles selskab.

Med det nye joint venture tager Storøhage Kartofler et kæmpe skridt med mere end en ti-dobling af kapaciteten. Ikke fordi Peter Anker Nielsen tror, at der bliver behov for at udnytte det store anlæg fuldt ud lige med det samme.

- Men nu udgør vaskeri og pakkeri en mulighed i stedet for en begrænsning.

Der er tænkt logistik hele vejen

Foruden de 3.400 kvadratmeter nye bygninger er der anvendt nogle eksisterende bygninger på Aspagaarden, så det nye pakkeri råder over i alt cirka 4.000 m2. Noget af Storøhage Kartoflers anlæg er flyttet med, men ellers er det meste helt nyt.

Med det nye anlæg får man hurtigere kartoflerne gennem vask og sortering frem til pakkeriet.

Er blevet langt mere fleksible

Det nye anlæg rummer to vaskelinjer. Samtidig er kapaciteten i sortering af kartoflerne øget voldsomt med to nye optiske sorteringsanlæg, der sorterer kartoflerne i de rette størrelser og uden menneskelig indblanding. Det betyder, at der kan køres to forskellige sorter gennem vaskeri og sortering på samme tid. Og i pakkeriet kan der arbejdes med fire forskellige varer ad gangen.