Stil skarpt på ledelse

Fredag 10. november 2017 6:00
Uddannelsen »Ledelse i praksis«, som udbydes i samarbejde mellem LandboNord og Seges har tidligere været så stor en succes, at det gentages til februar. Her ses tidligere kursister under uddannelsen, som består af otte undervisningsdage.

Vi hører ofte, at kompetente medarbejdere til ansættelse i landbruget, er blevet en mangelvare. Vi kan også mærke det i vores hverdag på LandboNord, hvor vi hele tiden har gang i 5-10 rekrutteringsopgaver for vores kunder. De dygtige medarbejdere med relevant erfaring hænger ikke på træerne. Derfor bliver det mere og mere vigtigt, at man kan fastholde de dygtige medarbejdere, man allerede har ansat, og at man formår at tiltrække de rigtige medarbejdere, når man skal have en ny ansat.
Dette kræver, at den enkelte landmand har en god arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, og hvor de føler, de har succes i deres hverdag. Det kan kun lykkes, hvis der er den nødvendige fokus på ledelse på bedriften.


Tag en uddannelse

Langt de fleste landmænd har en faglig relevant uddannelse i bagagen, og er meget dygtige til de faglige ting vedrørende husdyr eller marken. Det bliver straks mere vanskeligt, når det kommer til håndtering af medarbejderne. Det er der mange, der ikke har lært på deres uddannelse, og de der har lært det, støder alligevel ind i mellem på udfordringer, når de selv står i hverdagen på bedriften.
Når det gælder om at få alle medarbejdernes kompetencer i spil, og få samarbejdet til at køre optimalt, kan det volde problemer. Derfor har LandboNord og Seges besluttet sig for igen at udbyde uddannelsen »Ledelse i praksis«.


Bliv en bedre leder

Uddannelsen foregår hos LandboNord i Brønderslev, og starter i februar 2018. Den består af otte undervisningsdage med emner som lederprofiler, definition af god ledelse, motivation, kommunikation og konflikthåndtering. Det hele afsluttes med en eksamen, hvor kursisterne kan vise, hvad de har lært. Underviser på forløbet er Niels Holt fra Erhvervsakademi Århus, som er uddannet Cand.Merc i strategi og ledelse.
Vores erfaring er, at kursisterne efter endt forløb er blevet bedre rustet til hverdagen som leder i landbruget. Det handler blandt andet om at tage potentielle problemer i opløbet og ikke mindst være opmærksom på hvordan samspillet på bedriften fungerer optimalt.