Endnu et fald i antibiotikaforbruget

Torsdag 5. oktober 2017 8:17
Hårdt arbejde har gjort, at der bruges mindre antibiotika i Danmark, især i svineproduktionen, vurderer sektordirektør i Seges Svineproduktion.

Især en begrænsning af antibiotika i svineproduktionen får det samlede forbrug af antibiotika i Danmark til at falde for tredje år i træk. Det overrasker ikke Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion, som påpeger, at de gode resultater ikke er kommet af sig selv.

I 2016 er antibiotikaforbruget til dyr faldet med cirka fem procent. Både til svin, kvæg, fjerkræ og fisk er forbruget faldet. Sådan skriver Statens Serum Institut, DTU Veterinærinstituttet og DTU Fødevareinstituttet i forbindelse med den årlige DANMAP-overvågning, der netop er offentliggjort. I svineproduktionen er antibiotikaforbruget faldet med fire procent.

Hårdt arbejde bærer frugt

Sektordirektør i Seges Svineproduktion, Christian Fink Hansen, er ikke overrasket over de gode resultater:

- Det glæder mig, at det hårde arbejde bærer frugt, for de gode resultater er jo ikke kommet af sig selv. Det skyldes en intensiv og målrettet indsats fra svineproducenter og dyrlæger.

Han mener, det er værd at bemærke, at antibiotikaforbruget i svineproduktionen i alt er faldet med 25 procent siden 2009:

- Og allerede dengang havde Danmark et lavt forbrug sammenlignet med andre lande. Vi får international anerkendelse for resultaterne, og der er god grund til at være stolt af vores svineproduktion.

Nødvendigt for at takle resistente bakterier

I Danmark udgør svineproduktionen cirka 85 procent af kødproduktionen, og cirka 75 procent af det samlede veterinære antibiotikaforbrug går til svin, oplyser DTU Fødevareinstituttet.

- En reduktion af antibiotikaforbruget er en nødvendig forudsætning for at takle problemet med antibiotikaresistente bakterier. Fødevarestyrelsen har i de seneste år gennemført flere tiltag for at begrænse forbruget, og det er positivt at se, at forbruget fortsætter med at falde, siger afdelingschef Flemming Bager fra DTU Fødevareinstituttet.

Skal finde løsning til at udfase zink

Forbruget af medicinsk zink er også nedadgående. Her er forbruget faldet med fire procent i 2016.

- Det er selvfølgelig positivt. Men hvis den gode udvikling skal fortsætte, er der brug for at finde en løsning på, hvordan vi udfaser medicinsk zink uden at det samlede antibiotikaforbrug stiger, siger Christian Fink Hansen, Seges Svineproduktion.

Lavt forbrug til fjerkræ

I den danske fjerkræbranche er de også glade for resultatet. Branchen har igennem årtier været kendt for at have et meget lavt forbrug af antibiotika.

Efter et år med et højere forbrug end normalt på grund af flere alvorlige sygdomsudbrud i slagtekyllingeproduktionen, er forbruget af antibiotika til fjerkræ igen faldet.  Der er tale om et fald på hele 36 procent (880 kilo) fra 2015 til 2016. Dermed er forbruget tilbage på samme niveau som før sygdomsudbruddene.

Det vækker stor glæde hos Landbrug & Fødevarers Erhvervsfjerkræsektion. Martin Hjort Jensen, der er formand for slagtefjerkræs-gruppen:

- Det er med meget stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at vi nu har fået forbruget af antibiotika i slagtefjerkræproduktionen ned igen, efter vi blev ramt af et alvorligt sygdomsudbrud for et par år siden. Det betyder, at landmandens hårde arbejde og fokus på smittebeskyttelse har virket, siger han og fortsætter:

- Den danske fjerkræbranche har i mange år haft en restriktiv holdning til brugen af antibiotika, og producenternes fokus på det er afgørende for, at Danmark er i front på det her område. Dog skal vi ikke glemme, at hvis vores dyr er syge, så skal de også behandles – præcis som vi også gør med vores børn.

John Olsen, der er formand for Landbrug & Fødevarers Erhvervsfjerkræsektions æg-gruppe, siger:

- Der har igennem alle år været et meget lavt forbrug af antibiotika hos æglæggere. Jeg ser det som ekstremt positivt, at vi i ægproduktionen formår at holde forbruget på et stabilt og meget lavt niveau. Det giver en ekstra sikkerhed for forbrugerne, når de køber danske æg.

Minister: Fokus fortsat nødvendigt

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er også glad for udviklingen i antibiotikaforbruget:

- Det er meget positivt, at den årlige DANMAP-rapport med tal for 2016 viser, at det samlede forbrug af antibiotika til dyr er faldet for tredje år i træk. Jeg synes, der er grund til at være tilfreds med, at det fortsat går den rigtige vej med at få nedbragt forbruget af antibiotika i landbruget.  

- Faldet skyldes både en indsats fra landbrug og myndigheder, men det kræver et fortsat fokus, for at vi når målet om en 15 procent reduktion i antibiotikaforbruget til svin 2018. Lige nu ser det ud til, at reduktionsmålet nås, hvorved antibiotikaforbruget i svineproduktionen vil være faldet med cirka 30 procent siden 2009. Men vi må ikke læne os tilbage, blot fordi resultaterne er positive, siger ministeren.