Krig på kniven mellem landbruget og Coop over øko-kampange

Torsdag 28. september 2017 17:30
En familie spiser grøntsager, mens de har beskyttelsesdragter på. Sådan præsenteres kampagnen i Samvirke. Det hører ingen steder hjemme, mener Martin Merrild.

- Jeg har med det samme opsagt mit Coop Danmark-medlemskab. Som konventionel landmand gider jeg ikke være med til det her, skrive Marlies Jacobs på Højensgaard ved Nibe i en kommentar til et vredt Facebook indlæg fra L&F-formand, Martin Merrild i går.

Her beskylder formanden Coop for en »hysterisk kampagne, der forsøger at bilde danskerne ind, at de skal frygte sundhedsskadelige rester af plantebeskyttelsesmidler i almindelige grøntsager«, står der.

Flere andre kommenterer også Martin Merrilds inglæg, og de opfordrer med samme begrundelse folk til at melde sig ud af Coop i protest.

 

I fællesskab med naturfredningsforeningen

Anledningen er en forsidehistorie og ti siders artikler i oktoberudgaven af Coop’s medlemsblad, Samvirke, under overskriften: »Sprøjtegift er hverdagskost«.

Artiklerne er en udløber af en fælles kampagne fra Coop og Danmarks Naturfredningsforening til at få danskerne til at spise flere økologiske madvarer. Danmark Naturfredningsforening har som politik, at dansk landbrug skal være hundrede procent økologisk.

- Coop burde være stolte af deres leverandører og den danske fødevareproduktion, skriver Martin Merrild under henvisning til en høj fødevaresikkerhed herhjemme. Og L&F’s direktør Karen Hækkerup er også på sin egen Facebook-side ude med lugejernet efter Coop med beskyldninger mellem linjerne mod den forbrugerejede forening for misinformation, bagtalelse og hykleri.

I samme dur påpeger Martin Merrild over for Effektivt Landbrug, at Coop også handler med varer som tobak, spiritus og kosmetik.

- Der er jo hundredvis af varer i Coops butikker, der indeholder stoffer, som kan have skadevirkninger på den menneskelige krop, hvis de ikke bruges rigtigt. Vi forlader os jo på, at det er sikkert at forbruge varerne, når de er videnskabeligt dokumenterede. Her tager man så et udpluk af frygt og grønt blandt alle de varer og sætter spørgsmålstegn ved, om man kan stole på den godkendelse, der er foretaget af de relevante myndigheder, siger han.

 

Har inviteret Coop-formand til møde

Adspurgt af Effektivt Landbrug om han synes, at det er en god idé med en boykot af Coop siger Martin Merrild:

- Det vil jeg ikke gå ud og sige. Men det er en helt speciel situation, at sådan en gammel andelsvirksomhed på den måde deltager i populisme og fordummelse.

L&F-formanden oplyser, at han har inviteret bestyrelsesformanden for Coop, Lasse Bolander, til et møde hos ham på Axelborg om »hele den her store problematik om forbrugere og fødevarer og sikkerhed«.

- Den invitation håber jeg, at han tager imod. For det her bør ikke være sådan en verbal krig i medierne. Det skulle gerne kunne bringes lidt videre til at sige, at vi har et fælles ansvar. Landbruget har et ansvar for at levere sunde produkter, som forbrugerne kan være trygge ved. Og så har detailhandlen et ansvar for ikke at skabe unødvendig frygt blandt forbrugerne.


Ruth Søborg fra Birkelse i en kommentar på Martin Merrilds FaceBook-side:

- Vil galskaben fra Coops side ingen ende tage – eller er det marketingsfolkene, de ikke har styr på! Frustrerende at være landmandskone, der egentlig gerne vil støtte den lokale brugs, men jeg kan og vil da ikke støtte et firma, der behandler os på den måde.