Det Fynske Dyrskue vil ikke flytte til en bar mark

Torsdag 28. september 2017 13:42
En bar mark i det vestlige Odense dur ikke. Så vil vi hellere lukke Det Fynske Dyrskue, udtrykker dyrskueformand Torben Povlsen i en pressemeddelelse. Ved åbningen i sommer kørte Povlsen (th) en tur med Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S). Foto: Erik Hansen

- Enten bliver vi på Dyrskuepladsen eller også lukker vi, siger dyrskueformand Torben Povlsen i en pressemeddelelse i dag, torsdag.

Sagen om en eventuel flytning af Det Fynske Dyrskue fra Dyrskuepladsen til det militære øvelsesområde ved Højstrup i det vestlige Odense har de seneste par uger bølget frem og tilbage.

I tirsdags skulle sagen have været behandlet i Odense Kommunes By- og Kulturudvalg, men sagen blev efter anbefaling fra forvaltningen udskudt, fordi der efter en dialog med Det Fynske Dyrskue var »opstået tvivl om, hvorvidt sagen er tilstrækkeligt og korrekt belyst«.

Tvivlen om tilstrækkelige og korrekte oplysninger var opstået, fordi Det Fynske Dyrskue forud for mødet havde påpeget en lang række fejl og mangler i den sagsfremstilling, der var lagt til grund for en beslutning om flytning af dyrskuet, hedder det i pressemeddelelsen fra Det Fynske Dyrskue.

Store udgifter til anlæg og flytning

Dyrskuet savnede en velunderbygget beregning på en flytning og genetablering af dyrskuet og en redegørelse for, hvordan det angiveligt sumpede areal ved Højstrup kan klargøres til at håndtere et dyrskue med over 55.000 gæster hen over en weekend.

- Områdets beskaffenhed er altafgørende for, at vi kan gennemføre et dyrskue med samme høje niveau for sundhed, sikkerhed og faglighed som i dag. Vi er gået åbent og konstruktivt ind i denne proces om en eventuel flytning, vel vidende at det vil kræve betydelige ressourcer. Det er derfor med stor ærgrelse og beklagelse, at vi nu ser, at forvaltningen reelt ikke har mulighed for at genskabe Det Fynske Dyrskue et andet sted, men blot anviser et areal. Derfor siger vi nu stop: Enten bliver vi på Dyrskuepladsen eller også lukker vi, understreger Torben Povlsen, og fortsætter:

- Det Fynske Dyrskue ønsker ikke at forlade Dyrskuepladsen og etableres et andet sted, med mindre at det område og de faciliteter og anlæg, vi bliver præsenteret for, lever op til den standard, vi har i dag. Hvis dyrskuet skal placeres et andet sted, vil vi ikke stilles ringere, siger Torben Povlsen og henviser til en tidligere beregning på flytning af Det Fynske Dyrskue.

I 2003 foretog Odense Kommune en beregning på flytning af Det Fynske Dyrskue til et areal i Odense SØ. Anlægsudgifterne blev dengang opgjort til over 50 millioner kroner.