Fynsk cup-vinder

Onsdag 13. september 2017 8:00
Med hjælp fra sønnen Rasmus hæver Michael Larsen, Roerslev, pokalen som vinder af både finalen i Rynkeby og som samlet vinder af den nye Super Standard Cup. Nummer to blev Johan Gregersen fra Bogense (th) og på trediepladsen Emil Køtter, Allingåbro

Ligesom i speedway og motorsport har traktortræk også fået sin grandprix-serie, hvor der kan hentes point ved hvert løb sæsonen igennem.
- Det er en rigtig god måde og et fint setup at konkurrere på. Vi kører mod de samme hver gang, og det giver en rigtig god stemning, nu hvor vi har dystet seks gange i år.
Sådan lød det fra den erfarne fynske traktortrækkører Michael Larsen fra Roerslev, efter han med god hjælp af sin otteårige søn Rasmus kunne hæve pokalen som vinder af den første Super Standard Cup for traktorer i klassen mellem 3.401 og 4.400 kg.

Spændende finale

I finalen, der blev afviklet i forbindelse med Max Power traktortrækarrangementet i Rynkeby, skulle Michael Larsen, der til daglig driver Roerslev Smedie & Maskinforretning, hente mindst en tredieplads for at blive samlet vinder.
Derfor holdt alle – ikke mindst hans nærmeste konkurrent Johan Gregersen fra Bogense, vejret, da Michael Larsen skulle afsted til det afgørende træk.
- Slæden sugede sig fast til den fugtige jord, så traktoren ikke kunne komme i gang. Det er imidlertid helt efter reglerne med en ny start, når den har løsnet sig, fortæller vinderen om episoden, hvor hans Ford 8210 trods masser af røg ikke rokkede sig ud af stedet.
Det gjorde den til gengæld efterfølgende, hvor Michael Larsen blæste banen igennem og nåede helt ud på 114,41 meter i pulloff’en. Johan Gregersen kørte 97,94 meter med sin Ursus 1222 med navnet »Fynboen«, og blev dermed både nummer to i konkurrencen og i den samlede serie.